Ved den psykologiske samtale kan du i et fortroligt rum tale om et tema, en problematik eller tilstand, som ligger dig på sinde og som udfordrer dig. Det kan f.eks. handle om:
- Livskrise – manglende mening eller balance i livet
- Stress- og belastningsreaktion
- Angst og usikkerhed
- Sorg og krise
- Udfordringer i arbejdslivet
- Udfordringer i forbindelse med studieliv og uddannelse
- Andet?
– du er velkommen til at kontakte mig med en forespørgsel
Jeg arbejder ud fra en ressourceorienteret tilgang med fokus på dig, dine behov, kompetencer, værdier og motivation. Mit fokus er også på vores samarbejdsrelation. Det er vigtigt for dit udbytte af samtalerne, at du kan have tillid til mig som psykolog og samtalepartner.
Jeg har stor erfaring med terapeutiske, psykoedukative og udviklings- og læringsorienterede samtaler og samtaleforløb. Derudover har jeg en bred viden om psykisk sårbarhed og generelt psykiatriske diagnoser. I samtalerne tager vi udgangspunkt i din aktuelle livssituation.
Samtaleforløbet
Et typisk samtaleforløb starter ved den første samtale, hvor vi i fællesskab søger at afdække din aktuelle situation samt de udfordringer, som du ønsker min hjælp til at forstå og arbejde med. Du kan læse mere om processen for et typisk samtaleforløb ved mig her. Det kan også være, at du har gjort dig tanker om, hvorvidt det overhovedet kan hjælpe dig at tale med en psykolog. Du kan læse mere om, hvad du kan få ud af et samtaleforløb her.
Psykologiske retninger
Mine psykologfaglige rødder er i den eksistentielle, humanistiske og psykodynamiske psykologi. Jeg anvender redskaber fra flere terapeutiske retninger ud fra en vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt for dig og de udfordringer, du oplever. Jeg arbejder endvidere med vitaliseringspsykologiske samtaler, som du kan læse mere om her.
Derudover anvender jeg visualiserings- og afspændingsteknikker i forbindelse med forskellige typer af problemstillinger og udfordringer. Du kan læse mere om visualisering og afspænding her.
Hvis jeg – i samarbejde med dig – vurderer, at du vil være bedre hjulpet et andet sted, henviser jeg dig videre til andre psykologer i mit netværk eller til andre relevante tilbud.