Studiestøttende samtaler

Der kan være mange årsager til, at man er udfordret i sit studieliv eller i relation til sig selv og sin uddannelse.

Motivation, balance og trivsel hænger sammen. Derfor er det vigtigt, at du i dit studie- og uddannelsesliv finder en balance mellem det, du brænder for – både fagligt og socialt – og dét, du i mindre grad brænder for og som alligevel skal gøres.

Det handler om, at du finder dig godt til rette i dit studie- og uddannelsesliv, så det giver dig mest mulig trivsel. Det er vigtigt, at der er balance mellem dit studieliv og dit øvrige liv – arbejdsliv, sociale liv, familieliv, fritidsliv osv.

Jeg har stor erfaring med og viden om de forskellige udfordringer og kriser, der kan være forbundet med at være ung og/eller under uddannelse – særligt i relation til videregående uddannelser, herunder også ph.d.-uddannelser. Det er min erfaring, at hurtig professionel hjælp og støtte er vigtigt for, at man kan komme tilbage på en god livskurs.

Jeg har bred viden om og indsigt i uddannelsesområdet generelt og de krav, der stilles til unge og voksne både under uddannelse og lige efter endt uddannelse samt hvilke ressourcer, der skal til, for at kunne håndtere disse krav på gode måder.

Relevante temaer kan være:

  • Stress og belastning
  • Motivation og engagement
  • Kompetencer – faglige, sociale og personlige
  • Balance i studielivet
  • Eksamensangst og præstationsangst
  • Studietvivl
  • Psykisk sårbarhed
  • Specialekrise
  • Andet?
    – du er velkommen til at kontakte mig med en forespørgsel